Header image  

Fangenskabshold
 
  HOME :
   
Terrarie
De vejledende mål for terrarier til øgler siger : at arealet for op til 3 dyr skal regnes således:
             Længde  : 3 x det største dyrs længde          
             Dybde    : 1 x det største dyrs længde.            
             Højden skal være 2/3 af del længste dyrs længde. 
             
Med en gila-længde på 50 cm bliver målene således (L x B x H) : 15o x 50 x 33,5.            

Til terrarier kan nemt anvendes krydsfiner, der er overfladebehandlet med et materiale, der gør dem helt glatte og fugtbestandige. De har derudover den fordel, at de er meget lettere end spån-plader og så stærke, at man kan gå helt ned i 12 mm pladetykkelse. Når selve kassen er skruet sammen fuges samlingerne med en hybrid fugemasse. Den er meget stærk hæfter utroligt godt og så pealer den ikke så nemt, som almindelig silikone ville gøre. Står terrarier op ad en væg anbefales det, at udluftningen placeres på forsiden, udført som en sprække over og under ruden. Den øverste liste er af lakeret træ hvorimod den nederste er af en 5x20 mm aluminiumsstang. Metal er anvendt fordi gilaerne godt kan finde på at stå i et hjørne kradse. Dette ville i løbet af et par år kunne ødelægge en træliste. Belysningen består af et 120 cm lysstofrør, der suppleres med en elpære, der både giver lys, men også ekstra varme. Bundvarmen er en termostatstyret varmemåtte. Disse varmemåtter er knapt 0,5 mm tykke og særdeles velegnede til indbygning. De tåler ikke fugt og skal derfor lukkes inde. Det kan løses ved at skære en slids i forkanten til indførelse af måtten og så inde i terrariet lave en lav kasse af glas, der er limet til den øvrige konstruktion med silikone og mod træfladerne hybridsilikone. Denne løsning gør det muligt at skifte varmemåtten med et minimum af besvær. Termostaten er limet til forpladen og ledningerne ført indvendigt. For at skabe de nødvendige mellemrum mellem bund og glasplade benyttes 10 og 15 mm flamingo plade.

Gilaer kan lide at grave. Bøgechips kan anbefales som bundmateriale. Det støver kun lidt og fungerer næsten som grus. Dyrene har i materialet god mulighed for at grave. Man skal være opmærksom på at et enkelt dyr kan omarrangere hele terrariet i løbet af en nat. Af samme årsag skal man ikke benytte indretning med eks. store sten og tunge trærødder, der vil kunne skride ned og skade dyrene. Som standardindretning er det godt med et eller to skjul i form af 30 l. bokse med låg og et hul i siden. Plastbokse kan alt efter behov fyldes med tørt eller fugtigt medie. Til fugtmedie er det godt at bruge levende spagnum. Det kan findes i højmoser rundt om i landet. Den eneste efterbehandling inden brug er udtørring. Det dræber eventuelle snegle og snegle æg og diverse orme. Når spagnumen vandes optager den let fugten og virker ikke våd. Af anden indretning der placeres et par flade træstykker, som både virker som midlertidige skjul og som visuelle barrierer i terrariet.

Hold generelt
Gilaer er rolige dyr med et afdæmpet temperament. Generelt kan flere af forskelligt køn holdes sammen, så længe det er udenfor parringssæsonen. Specielt hannerne er meget aggressive overfor hinanden efter dvalen og frem til juni. Man kan lade dyrene gå sammen parvis og også 2 hunner. Det tilrådes aldrig at holde hanner sammen.